Gjensidige Forsikring, A.C. Meyers Vænge 9, 2450 København SV, er ansvarlig for Droemmelegat.dk.

Drømmelegatet er en donation fra Gjensidige Forsikring målrettet unge pige- og kvindefodboldspillere i alderen 8 – 21 år.

Drømmelegatet bliver uddelt 3-4 gange årligt. Puljen med ansøgninger bliver tømt og nulstillet efter hver ansøgningsrunde. Du kan ansøge om Drømmelegatet flere gange pr. ansøgningsrunde, bemærk dog at det ikke er med til at øge dine chancer.

Aktuelle ansøgningsrunder og -frister fremgår på Droemmelegat.dk, og bliver desuden annonceret på Drømmelegatets sociale medier. Du kan ikke ansøge om Drømmelegatet på Facebook, Instagram, TikTok hvor Gjensidige Drømmelegat er repræsenteret.

Efter endt ansøgningsfrist bliver alle ansøgninger gennemgået af Drømmelegat-juryen, som udvælger rundens legatmodtagere. Alle legatmodtagere bliver kontaktet direkte på mail eller telefon. Såfremt det ikke lykkes at få kontakt med modtageren indenfor 21 kalenderdage efter tildelingen, vil legatet bortfalde og gå i puljen til næste ansøgningsrunde.

Har du ansøgt om et Drømmelegat, og er så heldig at modtage legatet, så er donationen bundet til dét, som du har ansøgt om og som juryen har tildelt dit hold. Donationen kan derfor ikke ombyttes til kontanter eller ændres til noget andet, end dét, der er ansøgt om medmindre Gjensidige eller vores leverandører ikke er i stand til at levere det aftalte.

Legatet skal – medmindre andet er aftalt mellem Gjensidige og modtageren – afvikles/aktiveres indenfor det kalenderår hvor det er tildelt. Er legatet ikke aktiveret ved kalenderårets udgang vil det som udgangspunkt bortfalde og gå i puljen til næste ansøgningsrunde.

Ved et Drømmelegat, der er øremærket til udstyr eller tøj, skal indkøb og leverance som udgangspunkt ske gennem vores udvalgte leverandører medmindre andet aftales.

Ved kontante donationer skal klubben fremsende en faktura på det donerede beløb, som betales af Gjensidige. På fakturaen skal fremgå at beløbet dækker det tildelte Drømmelegat. Alternativt kan det donerede beløb overføres via bank til klubbens konto. Overførsel af donationer kan ikke ske til privatpersons konto.  Bemærk at Drømmelegatet er at betragte som en donation og derfor fritaget for moms. Efter aftale kan faktura for fx buskørsel, indkøb eller ophold udstedes direkte til Gjensidige. Her er det Gjensidige, der skal være anført som fakturamodtager og betaler.

Overrækkelsen af Drømmelegatet aftales individuelt med hver modtager. Modtagere af Drømmelegatet er forpligtet til at deltage i eventuel officiel overrækkelse, hvor der vil blive taget billeder og video. Gjensidige forbeholder sig retten til at bruge dette materiale til dokumentation og markedsføring af Drømmelegatet. Det gælder blandt andet opslag på sociale medier, websites og til PR. Det er derfor vigtigt at der forudgående er indhentet fototilladelse fra forældre/værge for alle personer under 18 år.

Såfremt overrækkelsen ikke kan ske personligt, så vil dokumentation for Drømmelegatet blive sendt pr. post eller mail til legatmodtageren. Gjensidige afholder omkostninger i forbindelse med forsendelsen. Hvis forsendelsen ikke afhentes eller tages i brug inden den givne tidsfrist, så anses den som tabt.

Når du ansøger om Drømmelegatet, så accepterer du Gjensidiges persondatapolitik samt vilkår.

Ansøgere der desværre ikke modtager Drømmelegatet i en ansøgningsrunde, får også svar via mail.

For at ansøge om Drømmelegatet skal du være fyldt 18 år og bo i Danmark. Hvis du gerne vil søge, og du er under 18 år, så skal du udfylde ansøgningen sammen med én forælder eller værge.

Når du ansøger om Drømmelegatet, så bekræfter du, at du har læst og forstået ovenstående vilkår.

Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata i vores persondatapolitik her.

Spørgsmål vedrørende Drømmelegatet kan sendes til Susan.Blindbak.VesterGaard@gjensidige.dk

 

Hvordan håndterer I mine persondata?

Gjensidige, A C Meyers Vænge 9, 2450 København SV, CVR: 33 25 92 47(herefter ” Gjensidige “) behandler som dataansvarlig de personoplysninger som fremgår ved ansøgningen på Drømmeshoppen med henblik på at kunne administrere og vurdere din ansøgning om Drømmelegatet. Formålet med behandlingen er, at vi skal kunne vurdere, hvem der skal tildeles Drømmelegatet.

Gjensidige behandler dine personoplysninger ud fra den legitime interesse i at kunne administrere uddelingen af legatet, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6(1)(f).

Personoplysninger modtaget i forbindelse med ansøgning om legatet vil blive opbevaret af Gjensidige, indtil ansøgningsrunden er afsluttet, eller hvis du meddeler Gjensidige, at du ikke længere ønsker ansøge legatet. Dette kan du gøre ved at kontakte os hvorefter vi sletter dataindholdet fra din ansøgning via droemmelegat.dk.

Dine personoplysninger vil blive videregivet til vores samarbejdspartnere i Drømmekomitéen (DBU samt udvalgte spillere fra Gjensidige Kvindeliga) i forbindelse med vurdering af, hvem vi skal uddele legatet til og kan dertil blive videregivet til tredjeparter, der leverer IT-ydelser til Gjensidige (eksempelvis i relation til hosting og dokumenthåndtering).